02-06-2021

NIKON ANNONCERER NX FIELD – ET NYT SYSTEM TIL FJERNSTYRET OPTAGELSE FOR PROFESSIONELLE FOTOGRAFER

Stockholm, Sverige, 2. juni 2021: Nikon kan med glæde annoncere NX Field, et nyt system til fjernstyret optagelse, der er planlagt til lancering den 17. juni 2021. NX Field understøtter fotografer i frontlinjen ved nyheds- og sportsfotografering, så brugerne kan forbinde et antal Nikon DSLR-kameraer, betjene og justere indstillinger og automatisk uploade billeder, der er taget med kameraerne, til en FTP¹-server.

NX Field lanceres af NPS (Nikon Professional Services), den organisation, hvorigennem Nikon tilbyder support og tjenester til professionelle fotografer over hele verden. Systemet er kompatibelt med DSLR-kameraerne Nikon D6 og Nikon D5, og understøttelse af spejlløse kameraer som Nikon Z 9, Z 7II og Z 6II er planlagt i fremtiden.

Ved at forbinde et antal kompatible Nikon DSLR-kameraer gør systemet masterkameraet i stand til samtidigt at kontrollere udløseren på de fjernbetjente kameraer. Kameraer kan forbindes via et kabelforbundet LAN eller et trådløst LAN².

Efter download af NX Field-appen kan udløseren på fjernbetjente kameraer styres fra smartphone- og tabletenheder. Appen kan bruges til nemt at udføre en række opgaver eksternt, herunder kontrol af Live View gennem objektivet, ændring af kameraindstillinger samt billedtjek og upload af billeder taget med kameraerne.

NX Field understøtter fjernoptagelse via 5G³ eller internettet, hvilket betyder, at den kan bruges på farten. Det kunne for eksempel muliggøre, at kameraer placeret i Tokyo kan betjenes uden for Japan.

Ved at gøre det muligt at placere fjernkameraerne på steder, som man ikke let kan få adgang til, for eksempel ved målstregen i et løb eller i nærheden af et stadionloft, understøtter NX Field optagelse af afgørende øjeblikke og splitsekunder fra perspektiver og vinkler, der hidtil har været udfordrende.

Hertil kommer, at systemet muliggør øjeblikkelig og automatisk upload af billeder, der er taget med masterkameraet og de fjernbetjente kameraer, til en FTP-server.

Nikon vil løbende opdatere NX Field og supportere professionelle fotografer, der er aktive i frontlinjen ved nyheds- og sportsreportager.

For at kunne bruge NX Field skal den dedikerede kamerafirmware installeres (mod betaling), og NX Field-appen⁴ skal downloades til en smartenhed. Se NPS-webstedet for detaljer vedrørende installation https://www.nikon.dk/da_DK/product/software/nx-field

*1 FTP står for File Transfer Protocol (filoverførselsprotokol).
*2 Trådløs forbindelse er mulig, når den trådløse sender WT-5 eller WT-6 bruges.
*3 Der er nogle begrænsninger. En router, der understøtter portvideresendelse, er påkrævet. Brug af et virtuelt privat netværk (VPN) til sikker kommunikation anbefales, når man bruger Internettet til at fjernbetjene et kamera.
*4 NX Field-app til smartenheder kan downloades gratis fra App Store®. Når den dedikerede kamerafirmware er blevet installeret, kan en iPhone® eller iPad®, som appen er installeret på, bruges. Se NPS-webstedet for at få yderligere oplysninger.

Om Nikon

Nikon er en førende leverandør af produkter og tjenester til billedskabelse. Den innovative optiske teknologi – fra forbrugerkameraer til professionelle kameraer og fra objektiver til systemtilbehør – er resultatet af over 100 års erfaring. Nikon er globalt anerkendt for at sætte nye standarder inden for design og ydeevne, hvor den revolutionerende Z-serie af spejlløse kameraer og NIKKOR Z-objektiver repræsenterer en ny dimension af optiske egenskaber.

Nikon bestræber sig på at være førende inden for billedskabende kultur og at gøre det muligt for nogle af verdens bedste billedkunstnere at nå deres kreative potentiale gennem visuel historiefortælling. Det prisvindende udstyr giver fotografer og videografer mulighed for at realisere deres kreative vision på højeste niveau.

Som betroet visionær partner forener Nikon alle typer af indholdsudviklere gennem selskabets engagerede fællesskab, uovertrufne tekniske ekspertise og adgang til uddannelsesressourcer via initiativer som Nikon School.