Nikon Imaging | Danmark | Europa

01-04-2018

NIKON INDGÅR PARTNERSKAB MED NOOR OM REPORTAGER OG MASTERCLASSES I 2018

Amsterdam, Holland, 1. april 2018: Nikon og NOOR slår sig i 2018 atter sammen for at støtte den Amsterdam-baserede gruppe af dokumentarfotografer i deres mission om at fortælle de historier, der skal fortælles. Nikon leverer kameraer og objektivudstyr til langsigtede NOOR-projekter, som sætter fokus på globale udfordringer. Samarbejdet sørger også for, at gruppens ekspertviden videregives til lovende nye fotografer over hele Europa via undervisningen ved Nikon-NOOR-akademiet.

NOOR's Nikon-understøttede gruppeprojekter omfatter "Klimaforandringer" (Climate Change), der dækker problemstillinger, som opstår i forbindelse med miljøforandringer og de stigende verdenshave, i to kategorier – "Konsekvenser" (Consequences) og "Løsninger" (Solutions). Gruppeprojektet "Moderne slaveri" (Modern Day Slavery) undersøger menneskesmugling og den verdensomspændende slavehandel, der stadig finder sted den dag i dag.

Nikon-NOOR-akademiet startede sin 2018-sæson med forårsundervisning i Polen, Sverige og Belgien, og yderligere datoer vil blive annonceret senere på året. Hver masterclass har kapacitet til 15 deltagere på hvert sted og arbejder tæt sammen med førende fotojournalister med henblik på at finpudse deres porteføljer. Deltagerne vejledes i at forbedre deres billedsekvenser og visuelle historiefortælling og lærer grundlæggende færdigheder til at arbejde i marken og sælge deres historier. NOOR-underviserne giver indsigt i deres verdensomspændende arbejde om emner som social forandring, konflikter og miljøproblemer. Nikon sponsorerer akademiet for at sikre, at undervisningen er gratis for alle deltagere, at støtte dygtige unge dokumentarfotografer og give deres karrierer et boost.

Michel du Croix, generaldirektør i Nikon Europas afdeling for kundeoplevelser, udtaler:

"Nikon er stolte af det bidrag, som samarbejdet med NOOR yder til dokumentation af vigtige problemstillinger, og af at kunne inspirere en ny generation af fotografer via Nikon-NOOR-akademiet. Vi gør alt, hvad vi kan, for at give noget igen til fotograffællesskabet ved at støtte op om interessante og tankevækkende reportager og dele ekspertviden med lovende fotojournalister."

Du kan finde yderligere oplysninger under:

http://noorimages.com/announcing-the-2018-nikon-noor-academy-masterclasses/