Nikon Imaging | Danmark | Europa

19-10-2016

Total motivkontrol med det nye PC NIKKOR 19 mm f/4E ED PC-objektiv

Amsterdam, Holland, 19. oktober 2016: Nikon bringer kompositionsmæssig fleksibilitet op på et højere plan med det første FX-format PC-objektiv (Perspective Control), der gør brug af to PC-rotationsmekanismer. PC NIKKOR 19mm f/4E ED er udviklet til fotografer, der har en særlig sans for rumlige perspektiver. Objektivet er perfekt til fotografi inden for arkitektur og kunst samt landskabsfotografering.

Billedvinklen og de enestående funktioner med tilt, shift og dobbeltlagsrotation giver dette objektiv med manuel fokus fotografen mulighed for at optage med et perfekt udgangspunkt. Både tilt og shift kan aktiveres individuelt og i kombination, hvilket svarer til de bevægelser, man kan opnå med storformatkameraer.

Fotografen kan udnytte den omfattende styring af objektivets fokusplan og let shifte for at skabe billeder, der er upåvirkede af konvergens. Desuden kan man tilte og dermed gengive landskaber, der er skarpe fra forgrund til baggrund uden at skulle blænde ned, som man ville gøre med et standardobjektiv.

Billedvinklen på 19 mm er ideel til større bygningsværker og åbne områder, og den særlige optiske konstruktion gør, at den typiske forvrængning for vidvinkelobjektiver minimeres – selv helt ude ved billedkanten.

Dirk Jasper, der er Product Marketing Manager for Nikon Europe, udtaler: "Dette FX-format objektiv er en længe ventet udvidelse af Nikons udvalg af NIKKOR-objektiver med perspektivkontrol. Det er udviklet for at imødekomme behovene hos professionelle fotografer, der arbejder med PC-objektiver, og det giver en effektiv kombination af stor billedvinkel og kompromisløs billedkvalitet helt ud til billedkanten".

Oversigt over de vigtigste funktioner og egenskaber

19 mm ultravidvinkel
Billedvinklen på 19 mm gør, at fotografen kan gengive motivets sande proportioner eller få mere med af et bygningsværk og mindre af forgrunden.

Høj præcision: legendarisk NIKKOR-kvalitet
To asfæriske objektivelementer reducerer effektivt slør og andre typer aberration. De tre glaselementer med ekstra lav spredning minimerer aksial kromatisk aberration. Nikons nanokrystalbelægning eliminerer ghosting og flare i hele billedet, selv ved motiver i modlys.

Dobbeltlags PC-rotation: optagelser med et perfekt udgangspunkt
Både tilt og shift kan aktiveres individuelt eller kombineret. Tilt kan roteres uafhængigt op til 90° i begge retninger, og hele objektivet kan også roteres op til 90°.

Brugervenlig konstruktion med optimal ergonomi
Robust skiftemekanisme giver let betjening. Objektivet er kompakt og vejer ca. 885 g. Det er forsynet med Nikons fluorbelægning, som effektivt afviser vand, støv og snavs, uden at det går ud over billedkvaliteten.

Salgsstart: 27. oktober 2016.
Vejledende udsalgspris: 30.995,- kr.