Nikon Imaging | Danmark | Europa

06-10-2016

Nikon lancerer MONARCH 7i VR laserafstandsmåler

Amsterdam, Holland, 6. oktober 2016: Nikon lancerer i dag Nikon MONARCH 7i VR laserafstandsmåler – en innovativ laserafstandsmåler udstyret med optisk vibrationsreduktion.

MONARCH 7i VR er udstyret med et effektivt VR-system, som reducerer vibrationer i søgerbilledet forårsaget af håndbevægelser til cirka en femtedel eller mindre (baseret på Nikons målinger). VR-teknikken betyder en drastisk forenkling af afstandsmålingen, eftersom målet er stabilt i søgeren. Derved reduceres mængden af fejlagtige målinger som følge af, at laserstrålen ikke rammer det intenderede mål.

MONARCH 7i VR har en maksimal måleafstand på op til 915 meter (lineær afstand), hvad der sammen med VR-teknikken giver hurtige, enkle og præcise målinger, selv af små genstande på store afstande.

MONARCH 7i VR laserafstandsmåleren har en 6x forstørrelse samt flerlagsbelagte linser, der giver lyse, klare billeder. ID-teknologien muliggør, udover måling af faktisk (lineær) afstand, også horisontal afstandsmåling. Med Nikons originale databehandlingsalgoritme – HYPER READ – vises resultatet efter ca. 0,5 sekunder, uanset hvor langt man befinder sig fra målet.

MONARCH 7i VR laserafstandsmåleren har et kompakt, ergonomisk hus, der er nemt at holde, og leverer en høj optisk ydelse samt fremragende måleresultater. Den kan måle afstande præcist og hurtigt i situationer, hvor hvert eneste sekund tæller. Takket være dens vandtætte og dugfrie konstruktion (med regntæt batterikammer) er MONARCH 7i VR laserafstandsmåleren klar til brug, selv under krævende forhold.