Nikon Imaging | Danmark | Europa

27-07-2016

Ny vitalitet til portrætfotografering med AF-S NIKKOR 105mm f/1.4E ED

Amsterdam, Holland, den 27. juli 2016: Nikon lancerer AF-S NIKKOR 105mm f/1.4 ED og udvider dermed rækken af lysstærke objektiver i FX-format med fast brændvidde med en maksimal blændeåbning på f/1.4. Der er tale om det eneste 105-mm-objektiv på markedet med både autofokus og en maksimal blændeåbning på f/1.4, hvilket gør det til et spændende nyt medlem af NIKKOR-familien. Professionelle fotografer kan nå nye kunstneriske højder inden for portræt- og modefotografi og glæde sig over en exceptionel høj grad af æstetisk kontrol.

AF-S NIKKOR 105mm f/1.4E ED er en værdig arvtager til Nikons berømte NIKKOR 105mm f/2.5-objektiv. Hvad enten fotograferne arbejder med tilgængeligt lys eller i studiet, så leverer den helt nye optiske konstruktion unik skarphed fra hjørne til hjørne samt en udsøgt bokeh. Brændvidden på 105 mm og en kort minimumsfokusafstand på 1 meter gør det muligt at tage portrætter, der fylder billedet helt ud, uden at man skal beskære billedet bagefter. Billedydelsen med åben blænde er helt unik, og motiver gengives med perfekt klarhed, selv ved maksimumblænde.

For at sikre maksimal billedydelse i portrætformat har Nikons ingeniører været særligt opmærksomme på opløsningen langs kanterne af billedet. Som følge heraf er coma minimeret effektivt med deraf følgende fornem gengivelse af punktvise lyskilder som fine, afrundede punkter helt ud til billedets kanter. Reduktion af lysintensitet ved billedets yderkanter håndteres effektivt, så alle dele af billedet fremstår velbelyst, selv når der optages med maksimumblænde og fokus indstillet til uendelig. Bokeh-intensiteten ændres takket være det unikke optiske design glidende, så man opnår bokeh uden skarpe overgange. Billederne tegnes med en dybde og dimension, der er helt unik.

Dirk Jasper, Product Marketing Manager for Nikon Europa, udtaler: "AF-S NIKKOR 105mm f/1.4E ED er en fantastisk tilføjelse til Nikons legendariske f/1.4-objektivserie. Objektivet bygger på en tradition for exceptionel høj ydelse, der har rødder helt tilbage til de allerførste Nikon-objektiver med F-fatning, og dets generelle optiske ydelse og opløsning er helt unik: Det overgår endda Nikons fantastiske 85-mm-portrætobjektiver. Dette unikke objektiv gengiver alt lige fra de mindste detaljer i tekstiler til fine farveovergange i motivets hår og giver fotografer mulighed for at sætte et personligt præg på deres portrætfotos."

Vigtigste funktioner

Afrundet blænde med 9 blade
Blændeåbningen med ni afrundede blade reducerer diffraktion og giver en naturtro gengivelse af motivet.

Hurtig, robust, smidig
En elektromagnetisk blændemekanisme sikrer ekstremt robust automatisk eksponeringskontrol – selv ved billedserier med høj hastighed. Autofokus fungerer let, lyddæmpet og hurtigt takket være Nikons Silent Wave-motor.

Legendarisk NIKKOR-optik
Nanokrystalbelægning reducerer ghosting og flare. De tre glaselementer med ekstralav spredning (ED) minimerer aksial kromatisk aberration. Nikons beskyttende fluorbelægning på forreste og bageste linseelementer gør dem nemme at rengøre.

Pris og levering

AF-S NIKKOR 105mm f/1.4E ED forventes i butikkerne den 25. august 2016 til en vejledende udsalgspris på 18.995 kr. inkl. moms.

Pressebilleder kan hentes på: http://press.nikon.dk/

For yderligere information, kontakt

Björn Nordgren, produktchef for DSLR-kameraer og NIKKOR-objektiver hos Nikon Nordic. Telefon: +46 70-357 34 33 eller mail bjorn.nordgren@nikon.com