Nikon Imaging | Danmark | Europa

22.03.11

Nikon galleriet

På safari i verdens ældste nationalpark.

At opleve Yellowstone i vinterdragt er som en rejse til en svunden tid, hvor dyrene herskede på jorden. Her findes et overdådigt dyreliv, og det er næsten som at køre gennem Givskud Zoo - bare med vilde, nordamerikanske dyr og uden indhegning.

Vinteren i verdens ældste nationalpark, der spreder sig over staterne Montana, Wyoming og Idaho i USA, varer i 6 måneder. Når den raser med snestorme, metervis af sne og temperaturer på under 40 graders frost, migrerer størstedelen af dyrene til de ydre, lavereliggende dale, hvor snedybde og kuldegrader er mindre ekstreme. I Lamar-dalen i det nordligste Yellowstone overvintrer horder af bisonokser og wapiti-kæmpehjorte. Her findes også bjergfår, prærieulve, kongeørne, havørne, elge, bjerggeder og grå ulve. Alle dyrene er vilde og selvregulerende, og det helt unikke er, at man kan komme ganske tæt på de fleste af dem.

Den 42 kilometer lange vej gennem Lamar-dalen er desuden den eneste vej, der holdes farbar om vinteren, så det er muligt selv at komme rundt i bil. På grund af den hårdeste vinter i USA, bortset fra Alaska, og den begrænsede adgang, har man området næsten for sig selv. De menneskelige vintergæster er en snæver skare af forskere, safari-turister og naturfotografer.

Se Nikon Galleriet her.