Nikon Imaging | Danmark | Europa

Nikons europæiske ambassadør Ray Demski er action- og sportsfotograf og selv vokset op med boksning, og han har altid følt sig draget af Bukom, der er et mindre kvarter i Accra i Ghana, som har givet ophav til forbavsende mange verdensmestre i boksning. I sit specialprojekt med Nikon afdækker Ray mysteriet omkring Bukoms boksning – han tog af sted med planer om at skrive en sportsactionhistorie, men rejste derfra med noget langt vigtigere.

RAY DEMSKI: HISTORIEN BAG BILLEDET

Sp.: Hvorfor valgte du Ghana, og mere specifikt Bukom, til dit specialprojekt?

I mine teenageår rejste jeg verden rundt med min familie på en sejlbåd, og hver gang vi kastede anker gik mine brødre og jeg på jagt efter en lokal kampsportmester eller -klub. På mange måder var det vores nøgle til lokalsamfundet, en meget naturlig måde at få kontakt med de lokale på.

Gennem min opvækst med boksning og kampsport forskellige steder i verden havde jeg hørt historier om det imponerende antal verdensmestre i boksning, der kommer fra Ghanas hovedstad Accra. Og alligevel syntes stedet at være omgærdet af mystik.

I min karriere som fotograf har jeg fotograferet mange forskellige sportsgrene, men jeg havde aldrig taget mig tid til at fokusere på boksning. Jeg var nysgerrig efter at udforske Bukom for at komme til bunds i sandheden om historierne fra min ungdom. Jeg ville ind under huden på kulturen og møde de unge mennesker og legender, der træner der, så jeg endelig kunne forstå, hvad der sætter dette sted i stand til at udvikle så store atleter. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle vælge dette, da jeg fik mulighed for at forfølge et projekt, jeg brændte for, i forbindelse med min rolle som en europæisk Nikon-ambassadør.

Sp.: Hvad var det, der fascinerede dig sådan ved Bukoms boksere?

Det er et barsk kvarter, og Ga-folket, der bor der, har en lang boksetradition. Det, der i virkeligheden fascinerede mig, var den rolle, som boksehallerne spiller i at udvikle en stærk fællesskabsfølelse – det gjorde virkelig et stort indtryk.

Der er utroligt mange boksehaller på et meget lille område – op mod 30, lod jeg mig fortælle. Vi skraber kun overfladen, når vi besøger syv af de mest betydningsfulde. Boksning er så stor en del af hverdagen – alle har deres egne lokale favoritmestre, ser deres kampe og tropper op for at støtte dem under træningen – det er meget inspirerende. Det øjeblik, du bliver boksemester, bliver du den mest respekterede person i Bukom.

Sp.: Hvordan er miljøet i Bukom, og hvordan planlagde du at indfange det på kamera?

Ghana ligger tæt på ækvator, så der er selvfølgelig meget varmt, og luftfugtigheden er høj, men det er til at holde ud. Bukom er et tætpakket byområde, og der er aldrig stille – på hvert eneste gadehjørne er der gang i et eller andet. Konstant sved på panden, steder uden rindende vand, åbne kloakker og en saltagtig havbrise (krydret med duften af røget fisk) er en del af at være i Bukom.

Jeg blev overrasket over det fantastiske, naturlige lys. Jeg havde tjekket vejrudsigten i forvejen og var klar over, at vi ville få en god blanding af skyer og sol, men det var bedre, end jeg kunne have forestillet mig. Solen brød igennem skydækket med en tågeeffekt, som skabte denne enestående spredte, men alligevel retningsbestemte indpakning af lyset.

Nogle af boksehallerne havde ikke noget tag, og en åben himmel fyldt med skyer udgjorde en betagende baggrund. Jeg tror dog alligevel, at den vigtigste faktor for mig var menneskene. Det, der startede som et sportsfotografiprojekt, greb hurtigt om sig og forvandledes til et værk om lokalsamfundet og dets personer. I modsætning til mit typiske actionarbejde, hvor jeg hænger højt oppe på en klippeside fuldstændigt isoleret, mødte jeg hver dag en lind strøm af nye mennesker med forskellige historier. I de to uger lod bokserne og trænerne mig og min assistent Jakob blive en del af deres verden med en generøsitet, der gjorde én ydmyg.

Sp.: Hvor mange boksere fokuserede du på?

Oprindeligt var det meningen, at jeg ville fokusere på tre eller fire personer, men straks efter ankomsten stod det klart, at dette ville gribe om sig. Jeg endte med at fotografere over 40 atleter og trænere.

Mens jeg var der, var to af områdets mest populære boksere, Bukom Banku (Braimah Kamoko) og Bastie Samir, ved at forberede sig til en kamp i Bukoms boksearena. Jeg fik god kontakt med dem begge – Bukom Banku er en virkelig karakter i lokalsamfundet – han har nærmest rockstjernestatus –, mens Bastie Samir er en mere fokuseret atlet. Hans unikke træning hos landstræner Ofori Asare består blandt andet i at sparre med fire andre boksere på samme tid – en sand byge af knytnæver.

Det bemærkelsesværdige var, at hver atlet havde en kreds af fans, som sang og hujede for at bakke dem op under træningen. Det var utroligt at se den energi og støtte, folk gav.

Sp.: Hvordan reagerede bokserne i Bukom på, at du var der og tog billeder af dem?

Jeg bestræber mig altid på at udvise respekt i en ny situation. Mange i Bukoms gader vil ikke have taget billeder, eller også beder de om penge for et foto. Jeg søgte råd hos de lokale for at forstå, hvad der blev anset for hensynsfuldt.

De fleste atleter har et ønske om at komme ud af Ghana og gøre deres indtog på verdensscenen, så hvis jeg kan give dem synlighed, er det fint. Jeg lagde ud med at tage kontakt til cheftrænerne i hver boksehal, så de kunne forklare deres atleter, hvad min rolle og målsætning var. Jeg arbejdede også med støtte fra holdet på "Bukom Boxing News", hvis kameramand Nii Nortei ledsagede os, og sportsjournalist Sammy Heywood Okine. Tilsammen kender de miljøet som deres egen bokselomme. Vi følte os altid trygge i et ellers meget barskt område.

Det hjalp også, at jeg selv har bokset, så jeg forstår sporten og det sprog og de rytmer, der er tilknyttet til den. Dette hjalp mig med at komme så tæt på begivenhedernes centrum som muligt uden at forstyrre atleterne (og uden selv at blive ramt af en knytnæve!).

Sp.: Dine billeder har et særligt look og en særlig stemning – brugte du en bestemt kreativ tilgang for at opnå det?

Det er ikke første gang, historien om Bukoms boksere er blevet fortalt, men jeg ville vise bokserne på min måde, vise dem som helte – på samme måde som de betragtes i deres lokalsamfund. Det er måske nok en mere kunstig tilgang, men samtidig indfanger slutresultaterne et romantisk og følelsesbetonet portræt af atleterne, som jeg føler er meget ægte.

Der er ingen forskel på den måde, jeg fotograferer disse boksere på og de andre professionelle atleter eller verdensmestre, jeg har været så heldig at fotografere i min karriere. Til belysning anvendte jeg ofte blitz i en softbox båret af min assistent, så vi kunne bevæge os med atleterne uden at forstyrre deres træning. Det hjalp mig med at komme tæt på den virkelige action, samtidig med at vi kunne styre lyset. På den måde kan tilskueren mærke hvert slag og se hver eneste svedperle, der flyver af kroppen, når den rammes – det er dét actionfotografi går ud på.

Sp.: Hvordan forberedte du dig på et projekt som det her?

Jeg havde vag ide om, hvor jeg ville hen i Bukom, men fordi projektets tidsvindue var ret lille – blot 13 dage på jorden – var planlægning og forproduktion af største vigtighed.

Jeg brugte 3-4 måneder på research, og det var i dette tidsrum, at jeg satte mig i forbindelse med en lokal medievirksomhed i hjertet af boksemiljøet – "Bukom Boxing News" – samt sportsjournalist Sammy Heywood Okine. De var begge til stor hjælp i forbindelse med introduktionen i lokalsamfundet og med at udpege de boksehaller og boksere, der kunne være interessante at fotografere.

Samarbejdet med en mellemmand fra Accra var altafgørende i forhold til håndtering af de nødvendige pressetilladelser til at fotografere og administrationen af told for den store mængde udstyr, vi medbragte til fotograferingen.

Med så meget forberedelse startede jeg og mit team med projektet i fuld fart, så vi kunne udnytte vores tid i Accra bedst muligt.

Sp.: Hvilke udfordringer er du stødt på?

Det var en stramt tilrettelagt produktion, så organiseringen af den begrænsede tid med de mange mennesker, jeg håbede på at fotografere og interviewe, var en kamp, især fordi jeg producerede en film ved siden af stillbillederne. Jeg lærte imidlertid hurtigt, at på et sted som Accra bliver man nødt til at følge med strømmen. Sørg for at have et mål for øje, men lad begivenhederne udfolde sig naturligt, på samme måde som når man sejler, faktisk. Det, der tæller, er, at du er klar og venter med dit kamera, så du kan indfange de magiske øjeblikke, når de opstår.

En anden udfordring (hvilket det ofte er) var beslutningen om, hvornår der skulle tages stillbilleder, og hvornår der skulle filmes. Eftersom fotoene var det primære fokus, kom de normalt i første række, men med et motiv pakket med så meget action og et sted med så meget karakter, trak det altid i mig for at gøre begge dele! Jakob Schweighofers følgeskab som assistent og 2. kameramand betød heldigvis, at vi kunne arbejde sammen og opnå begge dele.

Sp.: Hvad har været dit yndlingsøjeblik i forbindelse med Nikon-specialprojektet?

Jeg stødte på så mange fantastiske mennesker og spændende historier, hvilket gjorde det svært at vælge et bestemt øjeblik. På vej til lufthavnen på den allersidste dag besluttede vi imidlertid at stoppe én gang mere i Charles Quartey Boxing Foundation, der er en boksehal uden tag, som ud over træningsområde også fungerer som hjem for flere børn i lokalmiljøet.

Selvom dette var en af de mest barske boksehaller, vi besøgte, var det også en af de mest gæstfri. Cheftræneren, Charles Quartey, er et af de mest inspirerende mennesker, jeg nogensinde har mødt. Han var selv bokser i sin ungdom og investerede mange af de penge, han tjente i tiden som bokser, i boksehallen, og han har nu har et bijob for at støtte boksehallen og sørge for mad og skolegang til de børn, han har taget under sine vinger. Da vi ankom på turens sidste dag, fandt vi ham stående i midten af boksehallen omgivet af sine boksere – fra små børn og helt op til de nuværende mestre – der løb rundt om ham i en cirkel. Han pressede dem til det yderste, men havde samtidigt et stort grin på ansigtet. Man kunne se og mærke, hvor stolt han var over sin boksefamilie.

Da solen gik ned over den tagløse boksehal, fangede jeg dette magiske øjeblik – hans smil midt i et virvar af unge boksetalenter.

Sp.: Hvilke faktorer påvirkede dit valg af udstyr, og hvordan hjalp dit udstyr dig på rejsen?

Det er første gang, at jeg har brugt et D850 til et projekt som dette. Den kommercielle side af mit arbejde og et skarpt øje for detaljer betyder, at jeg altid stræber efter højere opløsning og billedkvalitet. D850-modellen ramte den rette balance mellem opløsning, dynamisk område, brugervenlighed, hastighed og mobilitet – samlet i ét kamerahus. Det passede perfekt til min fotostil, eftersom det leverede den ønskede høje kvalitet i et barskt og hektisk miljø.

Jeg satte også pris på brugervenligheden i forhold til at skifte mellem stillbilleder og video. Vi har lavet mange filmoptagelser i løbet af de to uger, så det var virkelig praktisk at kunne skifte til video med en klar adskillelse af indstillingerne. Som du nok kan forestille dig, var slowmotionindstillingen på 120 bps genial til at indfange nogle af de intense bokseslag!

Jeg brugte prime-objektiver til en stor del af projektet. Et af mine yndlingsobjektiver – AF-S NIKKOR 24mm f/1,4G ED – var utroligt velegnet til at komme tæt på og få god bredde på inden i begivenhedernes centrum, så beslutsomheden i øjnene på atleterne skinnede igennem, samtidig med at selv den mindste detalje blev gengivet.

AF-S NIKKOR 105mm f/1,4E ED er et af mine nye yndlingsobjektiver. Kvaliteten er helt uforlignelig, og når der skulle tages nærbilleder, leverede det en utrolig dybdeskarphed. Jeg brugte det meget til at filme interviews. Mit førstevalg inden for objektiver må være AF-S NIKKOR 24-70mm f/2,8G ED. Det er skarpt og fleksibelt og skuffer aldrig på sådan et hektisk fotojob.

Sp.: Hvilket budskab håber du på at sende med dette projekt?

Jeg rejste til Ghana med planer om at skrive en sportsactionhistorie, men rejste derfra med noget langt vigtigere: En historie om et boksefællesskab, som har givet – og fremover vil give – ophav til nogle af de bedste atleter derude. Jeg håber bare, at dette projekt bidrager til at give noget tilbage til området og fællesskaberne der. De bød mig velkommen til deres verden og gav mig lov til at se deres arbejde fra et helt unikt perspektiv. Jeg håber, at slutresultatet er med til at tilvejebringe den synlighed, som disse fantastiske atleter fortjener.

Sp.: Hvilke råd ville du give fotografer, der kunne tænke sig at gennemføre et lignende projekt?

Jeg elsker mit arbejde med action og adventure, men det er vigtigt at bruge tid på at udforske personlige projekter, der fører én tilbage til rødderne. Boksning og kampsport var så stor en del af min opvækst, men noget jeg havde sat på vågeblus i lang tid. Det var noget helt særligt at fotografere et samfund, der er kendetegnet ved deres kærlighed til boksning. Det udfordrede mig på måder, jeg aldrig kunne have forudset, og på mange måder mindede det mig om, hvorfor jeg elsker at være fotograf!

Andre, der overvejer at påtage sig et lignende projekt, bør huske, at personligt arbejde er lige så, hvis ikke vigtigere, end kommercielt arbejde. Det er vigtigt at bruge tid på at gøre ting, der kommer fra dig selv, og vende tilbage med billeder, der virkelig taler til dig, og som forhåbentligt vil blive en dyrebar del af din portefølje.

Sp.: Hvad betyder det for dig at være Nikons europæiske ambassadør og arbejde på et projekt som dette?

Jeg skylder Nikon stor tak. Det er virkelig enestående at få mulighed for at gennemføre et personligt projekt med støtte som denne. Jeg synes, det siger noget om Nikons værdier, at de støtter fotografer på denne måde. Som en person, der kræver kvalitet og robusthed, har Nikons kamerahuse og objektiver defineret min karriere. Jeg kunne ikke have gennemført dette projekt uden dem.