Nikon Imaging | Danmark | Europa

Kirill Umrikhin

Sport og eventyr

Det lyder som en kliché, men når man tager på sådanne fototure, er man nødt til at forvente det uventede. Jeg fotograferede ekstremsport, landskaber med de utroligste detaljer, portrætter af landsbyboere og sjældent dyreliv. Jeg var nødt til at forudse det rette udstyr til de enkelte scenarier, så jeg kunne tage højde for og indfange flygtige magiske øjeblikke.

Om specialprojektet

Kirill Umrikhin rejser til de fjerntliggende Kommandørøer for at afsløre en "forsvunden verden" af vulkanske landskaber, sjældent dyreliv og et vidtstrakt hav.




Sp: Hvorfor valgte du Kommandørøerne til dit særlige projekt?

Jeg har tørstet efter eventyr, siden jeg blev født, så da lejligheden til at forfølge et drømmeprojekt bød sig, vidste jeg, at jeg ville besøge et sted langt væk fra alting, som meget få mennesker kendte til eller havde besøgt. Min metode var enkel: Jeg åbnede Google Maps og brugte satellitbilleder til at udforske nye steder, jeg ikke anede fandtes. Jeg opdagede en gruppe træfattige, tyndt befolkede øer i Beringshavet, ca. 150 km øst for halvøen Kamtjatka i Russisk fjernøsten – en forsvunden verden, der bare ventede på at blive opdaget.

Der var tre ting, der interesserede mig ved dette sted. Den første var stedets historie. Øerne blev opdaget af søofficeren Vitus Bering, hvis skib stødte på grund på den ubefolkede Bering Ø i 1741. I 1825 blev aleut-folket forflyttet til øen af det Russisk-Amerikanske Kompagni for at udvikle øens sælhandel. I dag består øens befolkning af to tredjedele russere og en tredjedel aleutere. Blot to personer på øen taler stadig det mednyj-aleutiske sprog. Den anden grund er øens dyreliv. Øen er et tilflugtssted for dyreliv og hjemsted for mange sjældne dyrearter, herunder ca. 350.000 sæler – en femtedel af hele verdens sælbestand. Endelig var der muligheden for actionsport – ingen har nogensinde surfet eller kitesurfet her, så det gav mig chancen for at tage min fotografering og kærlighed til eventyr til helt nye højder og optage noget, ingen har fotograferet før.

Sp: Hvor meget planlægning krævede en tur som denne?

Det er alle tiders at finde et fjerntliggende og uudforsket sted, men det betyder også, at oplysninger om stedet er sparsomme, så planlægningen var ret svær. Jeg kontaktede lokale rejserådgivere og Komandorskij-naturreservatet på forhånd for at indhente så mange oplysninger som muligt, men alle dem, jeg talte med, sagde, at det, jeg havde i tankerne, ville være noget af en udfordring. Dette ville muligvis have afskrækket nogle, men gav mig blot endnu større lyst til at besøge stedet! Der var ret få billeder tilgængelige af Kommandørøerne, så vi havde næsten ingen idé om landskabet og om det kunne lade sig gøre at sejle med den yacht, vi planlagde at tage dertil i. På mange måder famlede vi i blinde, men det forhindrede os ikke i at tage ud på en ekspedition for at lære mere om øens befolkning, dyreliv og landskaber.

Jeg skulle selvfølgelig bruge en båd for at realisere planerne, så jeg kontakte en kaptajn i Kamatcha, der havde besøgt øerne fire gange før. Under én af turene ødelagde det ekstreme vejr ankeret og hans båd, men han var ivrig efter at tage tilbage dertil og udforske stedet. I alt havde vi en besætning på syv personer, alle meget spændte på (og næsten lige så ængstelige for) den rejse, vi skulle ud på.

Sp: Hvilke udfordringer havde du i forbindelse med turen?

Kommandørøerne har kun ti solskinsdage om året og rammes ofte af voldsomme storme. Vejret er også ekstremt svingende – det ene øjeblik nyder man solskinnet, og inden man ser sig om, styrter regnen ned, så da vi ankom, havde vi ingen idé om, hvad der ventede os. Men vi var utroligt heldige på turen. De lokale fortalte os, at det var den bedste sommer, de nogensinde havde haft.

Men selvom vejret var nogenlunde med os, var der andre og måske uventede udfordringer, der viste sig. Levevilkårene var hårde. Der var ekstremt koldt om bord på båden, og de fleste af os blev søsyge på turen. Et andet problem var at komme tæt på øens fascinerende dyreliv. Fotografering fra en båd kan være svært, da man skal passe på ikke at beskadige sit udstyr, samtidig med, at man prøver at holde kameraet så meget i ro som muligt. Det hele er også på dyrenes nåde – man kan ikke planlægge, at en sæl kigger i ens retning, eller at en fugl flyer tæt forbi. Det krævede lang tid, stor tålmodighed og robust udstyr, men jeg er begejstret for de billeder, vi fik taget.

Sp: Hvad var dit yndlingsøjeblik på turen?

Det må være, da vi kom forbi en flok hvaler. Der svømmede ca. 20 hvaler sammen i vandet under os, og det var virkelig et "knib mig lige i armen"-øjeblik. Jeg fulgte dem et stykke tid med mit Nikon D850 i hænderne og håbede på at fotografere dem, når de hoppede ud af vandet, men desværre forblev de dernede. I modsætning til mennesker kan man ikke bede en hval om at springe for én, så man må arbejde med det, man har.

Et andet fantastisk øjeblik var at fotografere sælerne, da jeg (udrustet med mit Nikon D850 i et undervandskamerahus) rent faktisk kom ned i vandet til dem. Der var hundredvis af dem rundt omkring mig – en skræmmende, men utrolig oplevelse!

Sp: Hvad lærte du af projektet?

Det lyder som en kliché, men når man tager på sådanne fototure, er man nødt til at forvente det uventede. Vi havde begrænset tid på øerne, og omgivelserne kan gøre tingene vanskelige for én. Eksempelvis tog en rejse på vores båd tre dage, hvor jeg troede, at det ville tage én dag, men det var på dén rejse, at vi fik øje på hvalerne, og det ændrede hele turen! Selvom jeg havde planlagt, at turen skulle fokusere på ekstremsport og surfing, blev den til meget mere end det – et kig gennem objektivet på en forsvunden verden, hvor nogle fantastiske mennesker og dyr har hjemme. At fotografere mennesker og dyreliv har åbnet mine øjne for en side af fotografering, som jeg aldrig rigtigt havde fokuseret på før. Jeg vil gerne tage tilbage og tage flere billeder af de hvaler og spækhuggere, der lever omkring øerne.

Sp: Hvilket udstyr brugte du på turen?

Nikon D5Nikon D850 og det nye Z 7 spejlløse system betød, at jeg altid havde et kamera, der passede til optagelsen eller situationen. Det er ingen overraskelse, at mit pålidelige D5 var perfekt til de ekstreme billeder af kitesurfingen. Efter min mening er kameraet uforgængeligt, og dets 153 fokuspunkter og 99 sensorer af korstypen betyder, at det kan holde trit med al fotografering, uanset hastigheden.

Med sin billedkvalitet på 45,4 MP var Nikon D850 mit standardkamera til billederne af dyrelivet. Faktisk brugte jeg undervandskamerabeskyttelse som en hjælp til at optage dyrenes følelser og detaljer både over og under vandoverfladen. Dette kamera kan klare næsten hvad som helst.

Det var første gang, jeg havde lejlighed til at teste det nye spejlløse Z 7-system, og jeg må sige, at takket være ergonomien, der er meget lig et DSLR-kameras, var det meget intuitivt at bruge. Det var let og lydløst, og billedkvaliteten var seriøst imponerende – ikke kun optagelserne af små detaljer, men også på bredere billeder. Faktisk er dets ISO-kvaliteter lige så gode som Nikon D850, hvilket jeg ikke troede var muligt! 

Med hensyn til objektiver medbragte jeg en blanding af fiskeøje (AF Fisheye-Nikkor 16mm f/2.8D og AF-S FISHEYE NIKKOR 8-15mm f/3.5-4.5E ED), zoomobjektiv (AF-S NIKKOR 24-70mm f/2.8G ED og AF-S NIKKOR 70-200mm f/2.8E FL ED VR) og prime-objektiv (AF-S NIKKOR 35mm f/1.4G) samt det nye NIKKOR Z 24-70mm f/4 S-objektiv, der var fantastisk. Mit standardobjektiv er dog altid AF-S NIKKOR 400mm f/2.8E FL ED VR – det svigter mig aldrig.

Sp: Hvilke råd ville du give andre fotografer, der kunne tænke sig at gennemføre et lignende projekt?

Nøglen til succes er den rette planlægning, den rette timing og det rette udstyr. Vi forberedte os så godt, vi kunne, på forhånd, og sikrede os, at vores kameraer og objektiver kunne bruges under alle vejrforhold. Fleksibilitet er også vigtig. Selvom man har en idé om, hvordan tingene skal foregå, er realiteten, at når man arbejder på et så ukendt sted i verden, dikteres turen af naturen og dyrelivet. Du er på deres hjemmebane, så man er nødt til at arbejde på deres vilkår.

Sp: Hvad betyder det for dig at kunne udføre et projekt som dette med Nikon?

Det var en drømmetur for mig, og jeg er beæret over at have fået chancen for at realisere det takket være en producent, der har været med mig i hele min karriere. Det skubbede mig helt ud til grænsen, ikke kun som fotograf, men som rejsende, projektleder og endda som atlet. Jeg vil også gerne rose mit team, der gjorde det til en endnu bedre oplevelse, end jeg havde turde håbe på. Uden deres mod, beslutsomhed og erfaring kunne turen være gået meget anderledes!



Mød de andre Nikon-ambassadører