Nikon Imaging | Danmark | Europa

Kadir har rejst til seks storbyer, herunder Jakarta, Tokyo og Sao Paulo, for at belyse, hvordan landene hver især håndterer bortskaffelse af affald. Miljøspørgsmål har stået Kadirs hjerte nær i mange år. Nikon er stolt over at støtte hans fortsatte udforskning af dette vigtige emne.

Sp.: Hvad inspirerede dig til at vælge det globale affaldsproblem som omdrejningspunktet for dit Nikon-specialprojekt?

Mens jeg arbejdede på et af mine tidligere projekter, der undersøgte virkningen af klimaændring og særligt den stigende vandstand, blev jeg enormt bekymret over mængden af affald, som jeg bemærkede på små øer og strande. Jeg følte, at jeg måtte gøre noget. 

Vores globale forståelse af affald er i vore dage begrænset til, at det er noget vi putter i poser og sætter ud på gaderne, så det kan blive afhentet og kørt væk. Vi tænker aldrig over, hvad der derefter sker med affaldet, og det arbejde og den indsats, der er forbundet med at bortskaffe det. Jeg var interesseret i at undersøge, hvad der efterfølgende sker med vores affald, og hvordan det håndteres – eller om det overhovedet bliver håndteret.

Sp.: Hvorfor tror du, at der på verdensplan er sådan en mangel på bevidsthed omkring affald?

Vi stiller sjældent spørgsmål ved, hvad der sker med vores skrald og affald. Næsten alle de ting, vi smider væk, kunne genbruges og genanvendes, og det er skræmmende at se den affaldsmængde, vi producerer, særligt i de vestlige samfund.

I nogle af de byer, jeg har besøgt, er der ikke plads til at håndtere affaldet længere. I byer som New York er lossepladserne eksempelvis helt fulde – de er nødt til at eksportere deres affald. Det er også et problem i Jakarta, hvor der bogstaveligt talt ikke er mere plads til at håndtere det affald, byen producerer, og hvor de stadig forsøger at komme af med det på verdens største losseplads. I Tokyo, den største by i verden, genbruger de derimod stort set alt. Det kunne vi lære noget af.

Sp.: Hvorfor valgte du netop disse lande?

Det væsentligste udgangspunkt for dette projekt var at få et globalt perspektiv på affaldsproblemet. Derfor blev det Jakarta og Tokyo i Asien, São Paulo og New York i Amerika, Lagos i Afrika og Amsterdam i Europa.

Det er både fascinerende og sigende at se, hvordan det varierer fra land til land og kontinent til kontinent. Samtidigt bidrager det til at give et helhedsindtryk af situationen. New York er eksempelvis den by i verden, der producerer allermest affald – dobbelt så meget som den by, der producerer næstmest affald, nemlig Mexico City. Alligevel udviser byen ingen interesse for sit eget forbrug, og som et resultat eksporterer den sit affald, så det kan blive håndteret andetsteds. I Japan er de derimod enormt dygtige til at genbruge de meget begrænsede ressourcer, de har. Byen er på mange måder et lysende eksempel for andre byer, hvad angår forsvarlig håndtering af affald.

Denne variation var den eneste måde, hvorpå jeg kunne opnå en balance mellem at identificere udfordringen og samtidig forsøge at udpege en løsning, der kunne få folk til at tænke sig om en ekstra gang, når det drejer sig om affald.

Sp.: Hvilke større udfordringer stødte du på undervejs?

Adgang. Jeg har ofte måtte arbejde med virksomheder og overtale dem til at give mig adgang til affaldsbehandlingsanlæggene for at se, hvordan affaldet blev håndteret. Dette blev hurtigt vanskeligt – især hvis den pågældende virksomhed ikke håndterede deres affald på forsvarlig vis. På dette punkt var New York lidt af en udfordring, da byens affaldshåndtering er privatiseret, og der er mange forskellige organisationer involveret. I alle byerne havde jeg heldigvis en god, lokal mellemmand/producent, der kunne hjælpe mig med dette.

En anden udfordring var at finde den rette balance rent visuelt. Affald er affald, og i de fleste tilfælde ser det også ens ud, uanset hvor det befinder sig. Så spørgsmålet var, hvordan jeg kunne få mit budskab frem og samtidig sørge for, at billederne forblev interessante og varierede. Dette krævede en del overvejelser. Jeg føler, at dette er lykkedes mig takket være byernes forskellige personligheder og indbyggere.

Sp.: Hvordan forbereder du dig til projekter som dette?

Inden jeg begynder på et projekt, tvinger jeg mig selv til at nedskrive mit formål med det – hvilken historie jeg vil fortælle, mine budskaber og resultater. I forbindelse med dette projekt måtte jeg desuden nøje overveje, hvilke byer jeg ville besøge, og hvordan jeg ville gribe dem an. Det tog mindst seks måneders planlægning, før jeg kunne begynde at tage billeder, og jeg skulle sideløbende også sørge for, at jeg havde en lokal mellemmand i alle byerne, der kunne hjælpe mig med at komme sikkert og trygt omkring.

Sp.: Hvilke faktorer påvirkede dit valg af udstyr?

Pålidelighed. Nikon-udstyr har aldrig svigtet mig. Betingelserne var ret strenge – især den høje luftfugtighed i for eksempel Jakarta. Jeg var derfor afhængig af, at både kamerahuse og objektiver kunne holde til dette.

Jeg var også nødt til at være diskret. Jeg har ikke meget udstyr med mig – typisk to kamerahuse og tre objektiver. Dette hjalp mig med at falde i ét med omgivelserne, eftersom jeg ikke behøvede at slæbe rundt på en masse professionelt udseende udstyr på affaldspladser i eksempelvis Lagos.

D810-kameraet er mit foretrukne. Det har fantastiske videofunktioner, og de 36 MP betyder samtidigt, at jeg får en billedkvalitet, der ikke kan overgås. Df-kameraet er også nyttigt i og med, at det er så let og transportabelt. Med hensyn til objektiver brugte jeg AF-S Zoom-Nikkor 17-35mm f/2.8D IF-ED, AF-S NIKKOR 35mm f/1.4G og AF Nikkor 50mm f/1.8D.

Sp.: Hvad var det mest mindeværdige øjeblik eller det største indtryk på rejsen?

Det var, da jeg var i Lagos. Bortset fra, at jeg elsker byen, overraskede det mig, at lossepladsen var forholdsvist velorganiseret. Var det ikke for de lokalsamfund, der sorterer de forskellige materialer på lossepladsen, ville den noget apokalyptiske by for længst være druknet i sit eget affald.

Jeg tror, at mange af os læser om de globale affaldsproblemer, men når man oplever det gennem de rigtige billeder, får man en reel fornemmelse af problemets omfang.

Sp.: Hvilket råd vil du give andre fotografer?

Mit vigtigste råd er at blive ved med at være nysgerrig – hvis du mister lysten til at opleve nye ting, vil du få problemer med at gøre dine værker nytænkende og spændende.

Jeg mener også, at det er afgørende at have en passion for at rejse og at vide, hvornår du har brug for støtte. Jeg har været så heldig at besøge nogle af verdens mest interessante byer, men det ville jeg ikke have kunnet gøre, hvis ikke jeg havde fået hjælp af de rette lokale folk undervejs. Efter min mening er dette lige så vigtigt som at have det rigtige udstyr.

Sp.: Hvad betyder det for dig at være Nikon-ambassadør og arbejde på et projekt som dette?

At kunne dele min viden og passion for at fotografere med yngre generationer er en stor ære – og at gøre det med Nikons hjælp og støtte er et privilegium. Nikons udstyr har været med mig gennem hele min karriere.

Ved at sætte fokus på problemstillingen omkring affald og hvordan det håndteres, håber jeg, at jeg med dette projekt kan få folk til at tænke sig om en ekstra gang og nøje overveje, hvordan de skiller sig af med deres skrald. Vi er nødt til at forstå de vidtrækkende konsekvenser, som vores handlinger har for planetens fremtid.