Nikon Imaging | Danmark | Europa

Hvad er blå time?

FOTOGRAFERING I BLÅ TIME

Betegnelsen "blå time" stammer fra det spanske "la hora azul" eller det franske "l'heure bleue" og er tidspunktet på dagen, lige før solen står op eller lige efter, den er gået ned. Blå time er mest kendt for sine romantiske associationer og den fantastiske visuelle effekt, den giver en dramatisk scene i film eller billeder.

Nikon D7000, f/29, 30 sek., ISO 100, AF-S DX NIKKOR 18-200mm f/3.5-5.6G ED VR II

HVAD ER BLÅ TIME?

Blå time er det tidspunkt, hvor himlen har en overvejende dybblå nuance, og hvor lyset er blødt nok til at fremhæve mest muligt af et mørkt motiv, uden at der er behov for ekstra belysning. Dette skyldes Rayleigh-spredning, som er den form for spredning af lys, som skabes af partikler, der er mindre end lysets bølgelængde – den samme proces, der gør himlen blå.

Når solen er seks grader under horisonten, oplyser den ikke længere jorden direkte, men i stedet den øvre atmosfære. Dette kaldes "borgerligt tusmørke". I dette tidsrum passerer rødt lys, der har en længere bølgelængde end blåt lys, igennem atmosfæren og ud i rummet, mens det blå lys spredes og bliver diffust.

Om morgenen finder blå time sted lige før den gyldne time i starten af det borgerlige tusmørke, dvs. ca. 30 minutter før solopgang. Om aftenen finder blå time sted i slutningen af det borgerlige tusmørke, dvs. lige efter den gyldne time, og begynder ca. 10-15 minutter efter solnedgang.

POPULÆRE MOTIVER

Fotografering i blå time er nemt at lære, da man som regel ikke skal tage højde for skarpt lys eller skygger i billedet. Naturlandskaber, bylandskaber og portrætter er velegnet til blå time, da det bløde lys fra oven giver billedet en nærmest overjordisk atmosfære.

VEJLEDNING TIL FOTOGRAFERING I BLÅ TIME

Her er et par tips, som kan hjælpe dig i gang med at tage billeder i blå time:

• Eftersom blå time afhænger af geografisk placering, skal du huske at tjekke tidspunkterne for solopgang og solnedgang.
• Planlæg din fotografering, og vær der i god tid. Du skal afsætte tid til at sætte dit udstyr op.
• Monter kameraet på et stativ for at sikre en god stabilitet, og komponer billedet med horisonten som baggrund.
• Indstil ISO'en så lavt som muligt for at reducere billedstøj.
• Brug en lang lukkertid i den blå time for at sikre, at dine billeder bliver eksponeret ordentligt. Tag billederne i lukkerprioriteret eller manuel indstilling, da de giver mulighed for manuel indstilling af lukkertiden.
• Brug en fjernbetjening eller kameraets timerfunktion for at opnå et skarpt billede. Når man trykker på udløserknappen, kan det somme tider forårsage kamerarystelser, hvilket giver et sløret billede.
• Tag et par prøvebilleder først, og hold øje med histogrammet for at sikre, at der ikke er overeksponerede højlyspunkter eller unødige skygger i billedet.

Eksperimentér eventuelt med HDR-billeder (High Dynamic Range), hvis du bruger et DSLR-kamera. Et HDR-billede består af flere billeder taget ved forskellige eksponeringsniveauer, som derefter kombineres til ét færdigt billede. Nogle af Nikons DSLR-kameraer har indbygget HDR-funktion, som tager flere forskellige eksponeringer af et motiv og kombinerer dem i kameraet til et HDR-billede.