Nikon Imaging | Danmark | Europa

Kom godt i gang med havfotografering

Siden opfindelsen af kameraet har havet været et yndlingsmotiv for verdens fotografer. Uanset, om du fotograferer brusende bølger med skumsprøjt eller vand, der strømmer glidende og silkeblødt af sted, er havet et spændende motiv, som giver en særlig stemning og drama i dine billeder. Når man fotograferer naturmotiver har man som regel ingen kontrol over de elementer, der har indflydelse på billedets resultat. Men med havfotografering er det faktisk muligt at kontrollere bølgernes udseende i billedet. Derudover er det vigtigt at være opmærksom og tålmodig, for som med al fotografering betaler det sig ofte at vente på det rette øjeblik.

Nikon D810, f/6,3, 6 sek., ISO 64, AF-S NIKKOR 14-24mm f/2.8G ED

FORHOLDSREGLER

Ved havfotografering er det vigtigt at huske på, at kysten kan være et stormfuldt sted – så pas på omgivelserne. Sørg for, at udstyret er godt beskyttet mod vejr, saltvand og sand. Brug et filter til at beskytte objektivet. Det medvirker til at sikre, at objektivet ikke bliver ridset af sand. Før du begiver dig ud til kysten, bør du undersøge tidevandsmønsteret det pågældende sted, da det kan påvirke vandets bevægelser og selvfølgelig vandstanden. Husk at tjekke vejrudsigten, og pas på ikke at blive fanget i for kraftigt vejr. Hvis du skal tage billeder efter mørkets frembrud, bør du medbringe en pandelygte eller lommelygte, så du kan finde tilbage igen.

TIPS TIL HAVFOTOGRAFERING

Som med alle slags billeder er en god komposition afgørende. Ligesom med landskabsbilleder kan interessante elementer i forgrunden, f.eks. klipper, en havn eller måske nogle refleksioner, skabe en god kontrast i billedet.

Vær ikke bange for at få våde eller beskidte fødder. Sommetider kan det at skifte position eller finde en anderledes vinkel bidrage til at skabe en mere overbevisende historie i billedet. For at få hele motivet med i billedet anbefales det at bruge et vidvinkelobjektiv som f.eks. AF-S NIKKOR 24mm f/1.8G ED eller AF-S NIKKOR 14-24mm f/2.8G ED. En kort brændvidde kan give billedet et mere storslået udtryk.

Der findes mange måder at tage billeder af havet på. Ved hjælp af forskellige lukkertider kan du kontrollere vandets tekstur i dine billeder. Hvis du f.eks. bruger en kort lukkertid, f.eks. 1/500 sekund, fastfryser du bølgernes kraftfulde bevægelser i billedet. Hvis du derimod vil indfange bølgernes bevægelse i billedet, skal du bruge en lang lukkertid, f.eks. 1/2 sekund. Lukkertider på et sekund eller derover giver en nærmest mælkeagtig eller tåget effekt i vandet. Dette bidrager til at give billedet et fredfyldt, roligt udtryk.

Hvis du tager billeder af kysten, skal alt i motivet helst være i fokus. Ved at bruge en blændeåbning på f/8 eller mindre får du skarphed i både forgrund og baggrund i billedet.

Uanset om du tager billeder af havet med lange lukkertider, eller efter solen er gået ned, anbefaler vi, at du altid bruger et stativ. Stativet sikrer den afgørende skarphed og mindsker risikoen for slørede billeder. Hvis du placerer stativet i strandkanten, skal du sørge for, at det står godt fast, da bølgerne kan risikere at vælte det. Så snart billedet er i hus, bør du altid kontrollere, at det ikke er sløret (medmindre det er hensigten).

FILTRE

Filtre beskytter ikke alene objektivets forreste element, de kan også forbedre billedkvaliteten.

Til landskabs- og havfotografering er de mest almindelige filtre et GND- og ND-filter (Graduated Neutral Density og Neutral Density). GND-filtre bruges som regel i billeder med høj kontrast, f.eks. når himlen er meget lysere end forgrunden. Det retter op på lysforskellen og skaber en mere afbalanceret eksponering i billedet. ND-filtre reducerer mængden af lys, der kommer ind i objektivet, hvilket giver mulighed for at indstille en længere eksponeringstid. Desuden giver det mulighed for at bruge større blændeåbninger med henblik på at opnå lavere dybdeskarphed.

Der findes ikke én korrekt måde at tage billeder af havet på. Prøv at eksperimentere med komposition, indstillinger – og ikke mindst inspiration i øjeblikket.